"Vinum-borger" 1' Verdenskrig

Frederik's krigsdeltagelse og "faneflugt"

Frederik Andresen Madsen      10/11-1885 i Vinum ♥

En fortælling ved barnebarnet: Frederik Madsen

Nedenstående beretning  bygger mest på  de ting som  min  far  har  fortalt  mig,   om  min  bedstefars deltagelse i første verdenskrig.  Desuden er jeg i dag i besiddelse af  10 feltpost- kort,  som han sendte til min bedstemor,  Bothilde Hansen fra Ottersbøl, med hvem han var blevet forlovet med før krigsudbruddet.     Kortene fortæller dog ikke ret meget. Man fornem- mer tydeligvis, at posten blev udsat for censur.     I 1910  havde oldefar og bedstefar besluttet sig for at gennemføre  et generationsskift.  Hans Feddersen havde   ladet   opføre   et   aftægtshus   ( Bakkebo ) umiddelbart syd for gården,  hvor Johanne Margrethe og han flyttede ind i.     Der  blev   lavet   en   forpagtningsaftale   parterne imellem,  som  efter hensigten  skulle køre  igennem mange år.     Oldefar kom dog til at afbryde sit otium i en årræk- ke,  da  pistolskuddene  i 1914  knaldede  i Sarajevo, og første Verdenskrig efterfølgende brød ud.     Bedstefar  var blevet kasseret på sessionen, nogle år før,  på grund af en mindre bygningsfejl. Men på et tidspunkt i 1915,  blev han alligevel indkaldt og sendt på  en   kortvarig  militæruddannelse  i  Saarbrucken, tæt ved den fransk tyske grænse.     Et kort  sendt til bedstemor  som er dateret til den 14/09 1915,  viser  at han på dette tidspunkt  befandt sig  på kasernen  i  Saarbrucken.  Nogle få måneder senere  blev han  sendt  til østfronten,  som tjeneste- gørende   ved  10.  Lothringer  Infanteriregiment  174, 11. Kompagni.   Frederik, bagerst fra venstre nr. 2     Af et af kortene fremgår det, at han var hjemme på orlov  i  Juli  måned 1916.  Det har sansynligvis været i forbindelse  med høsten.  Oldefar  Hans Feddersen, som nu  igen  stod for driften  af gården,  havde hyret en ung medhjælper  ved navn Theodor Petersen.  Der blev   den    senere    kommisionær    og   landmand, "Theodor  fra  æ  Vestermark".   Han  arbejdede  hos oldefar i årene, mens min bedstefar var ved fronten.     Når bedstefar sendte sine postkort hjem til bedste- mor, skrev han næsten altid "Rusland" som afsender- adresse.  Det er derfor svært at bestemme ruten som regimentet  fulgte  igennem Rusland.  Fra min far ved jeg dog,  at bedstefars enhed på et tidspunkt er kom- met igennem Baltikum.

På et af de  sidste kort,  som han sendte hjem  er forsiden  prydet  af   et  billede  af  en  kirkegård.  På kortet  står  der   "Friedhof  Kobylnik".  Kortet  er  da- teret  til  den  30. marts  1917.  Kobylnik  ligger  godt og vel  100 km.  nord  for  Minsk  i Hviderusland.  Her har de sansynligvis  befundet sig  på det pågældende tidspunkt   Frederik, bagerst fra højre nr. 3 under pilen     Man vil ikke  kunne  fortænke folk  som bedstefar i at være  blevet bitre på  alt det der symboliserede det tyske.  Han var  sammen med  mange  tusinde andre, som følte sig  som danskere,  blevet revet ud af deres vante hverdag. De var blevet tvunget ud i en krig, som var dem helt uvedkommende.  Han havde set kamme- rater blive dræbt og såret omkring sig.  Han havde og- så selv på et tidspunkt, fået en russisk kugle i armen.     Men min far har fortalt,  at når talen gik på  amtsfor- stander Petersen i Nørrebyen, var bedstefar altid pose- tiv i sine udtalelser.  At Jacob Petersen måske endda i sit stille sind, satte sine dansksindede medborgeres liv og helbred højere end sin tyske kejser og alle regu- lativer er uvist,  men en mærkelig oplevelse,  som min bedstefar  havde  på  amtsforstandererens  kontor  en sommerdag i 1917, kunne tyde på noget i den retning.     I  1917  var krigen på østfronten  gået ind  i en fase, hvor  man  kunne   begynde   at   ane   en  afslutning. Bedstefar  fik igen orlov til at komme hjem og arbejde i høsten.  I forbindelse med orloven  skulle han melde sin  ankomst   til  hjemegnen  på  amtsforstanderens kontor     Da  den  formelle  del  var  overstået,  har snakken sikkert  gået  på  den  muligt  snarlige  afslutning  på Ruslandskrigen.  Pludselig  kiggede  Jacob Petersen meget mærkeligt  og intenst  på bedstefar  og sagde: – Frederik,  du er forhåhentligt klar over, at for dit ved- kommende bliver det altså Frankrig næste gang!     Bedstefar fortalte  mange år senere  min far  og on- kel Andreas,  at det virkede fuldstændigt som om,  at Jacob Petersen stiltiende havde opfordret ham til flugt.     De voldsomme tab af menneskeliv, som krigen på- førte   landsdelen  har  naturligvis  også  påvirket  den tyske embedsmand.     Om det  var  den  mærkelige  oplevelse  i  amtsfor- standerboligen,   der  var   anstødsstenen,   eller  om

flugten var planlagt forud  vides ikke,  men han brugte orloven til at gå over grænsen til Danmark.     På en gård  ved Roager,  som lå umiddelbart op af grænsen,  var der en tjenestepige  som havde sat sig godt og grundigt ind i  de tyske vagtposters  gøren og laden. Hun havde tidligere hjulpet andre nordslesviske soldater til flugt.  Bedstefar  fik hos hende  et praj om, hvornår det var mest tilrådeligt at krydse grænsen.     Han  slap  uskadt  i  sikkerhed  i  Danmark,  og fik arbejde  på  en  gård  lidt nord  for grænsen.  Hermed var han så kommet i sikkerhed.     Der var dog en taber i dette spil– bedstefars  fire år ældre  bror  Peter,  som samtidigt  befandt sig  midt i kamphandlingerne  ved  den utroligt  barske  vestfront, blev aldrig mere bevilliget orlov fra krigshelvedet.     Prøjserne    ville    åbenbart   ikke    risikere   flere "faneflygtige", fra denne familie. Frederik Madsen 30/03 08.